Den store afslutningstur: Hanoi til Bangkok på Minsk. Efter at Gitte og Micki var taget hjem fra en fantastisk tur sammen med os, havde vi tre dage til at gøre klar til denne tur. Emil's og mit visum ville udløbe den 12. februar og vi skulle bruge tre dage til at nå til grænsen til Laos ved Na Meo. Vi fik taget afsked med franskmændende og den 10. februar var vi klar til at køre, næsten da. Minsken var godt pakket, med tre tasker og to saddeltasker og der var simpelthen ikke plads til Katjas fødder. Hun sad med Emil i skødet og det kræver, at hun har god støtte til fødderne. Så vi skulle lige til posthuset og sende fire kilo hjem til Danmark. Første dag skulle vi kun køre 75 km, nemlig ned til Hoa Binh, sydvest for Hanoi. Katja havde ondt i maven og sad meget mast uden rygstøtte. Så hun skulle lige have en Panodil brusetablet.
Obligatoriske stop ved en flod, så Emil kan kaste sten og bade. Man kører ikke langt på en Minsk i sydøstasien. Maksimum er ca. 200 km. på en dag med syv til otte timer. Hver time har vi vores "røvpauser", som er uundværlige og går livet og humøret noget mere udholdeligt. Det er meget, meget hårdt at sidde tre mennesker på en motorcykel og det skal jo også passe med den lille mands humør. Hvis han ikke gider, jamen så må man stoppe og prøve noget andet.
Morgenmad udenfor Quan Hoa, vores anden overnatning. Som regel har hotellerne ikke morgenmad og der er ikke lige nogle cafeer eller ligenende ude i bjergene. Så vi plejer at købe lidt brød og bananer og vand og spise det, når vi kommer udenfor byen.
Rismark.
Her besluttede Katja sig for, at hun hellere ville blive i Vietnam som risbonde end at køre ti meter mere på Minsken. Ingen plads og savnet på familien gjorde at turen for hende til tider var lidt hård. Den var hård for os alle tre. Jeg sad halvvejs oppe på benzintanken, med en kugle på hver side af den og man kunne kun se Emil's hjelm, hehe. Men vi prøvede altid at give hinanden god energi.