Den meget berømte "Plain of Jars", i Phonsavan, Laos. De flere hundrede krukker har stået der tusinder af år og ingen har endnu fundet ud af, hvad deres funktion har været.
Området er fyldt med bombe-og minekratere. Laos er et af verdens mest bombede lande, som resultat af USA's hemmelige krig mod kommunismen i Vietnam. Laos var ikke i krig, men amerikanerne brugte ulovligt landet som base til indflyvning af B-52 bombefly over grænseregionen mellem Laos og Vietnam. Grunden til at så mange bomber blev kastet over Laos, var den famøse "Ho Chi Minh Trail", som var nordvietnamesernes forsynings-og informationslinie mellem nord og sydvietnam. Billedet her viser hvor man må gå, da der stadig omkommer 200 mennesker om året pga. uexploderede bomber og miner, det såkaldte UXO (unexploded ordenance).
Turen gik videre fra Phonsavan til Phu Koun. Her får vi frokost ved en lille gaderestaurent.
De øde bjerge i Laos. Vi kunne køre i timevis uden at møde biler. Den eneste beboelse vi kørte igennem, var små minoritetslandsbyer. Nogle steder var vi så højt oppe, at de ikke engang havde elektricitet.
Så kom vi endelig til Phu Koun, den lille by hvor Highway 7 (som vi havde kørt på siden Vieng Xai) og Highway 13 mødes. Det var fantastiske landskaber vi kørte igennem og meget øde. Siden Vietnamkrigen har der været problemer med minoriteten H'mong. De arbejdede sammen med amerikanerne og har været regeringsfjendske lige siden. Det har ført til mange optøjer gennem tiden. MAnge busser og lastbiler er blevet angrebet og mange mennesker dræbt i overfald på de øde bjergstrækninger. Seneste i 2004, hvor to europæere samt fjorten lokale blev skudt i et bagholdsangreb. Det var med historier som disse, at vi kørte på den næste 500 km lange Highway 7. Mange gange så vi civile bevæbnede med AK 47, men de virkede meget fredelige. Vi fandt dog aldrig ud af, om det var militæret eller H'monger......