Så var sygdommene endelig væk og vi kunne komme ud af Luang Prabang. Turen op ad Mekongfloden skulle tage ca. 6 timer og det var egentlig meget rart at sidde og nyde floden. Det var en rigtig turisttur og båden var fyldt med backpackers. Vores plan var at stige af ved Hong Sa og prøve en grænseovergang der. Vi var ikke helt sikre på, om den var åben for udlændinge endnu. Da vi endelig ankom til Hong Sa, viste det sig, at den ikke var åben endnu og vi måtte sejle videre til Pakbeng, ca. halvvejs til Thailand.
Mekongfloden er enorm. Den har sit udspring i Tibet, højt oppe i Himalaya og flyder endelig, efter 4.350 km., ud i Det Sydkinesiske Hav i det sydligste Vietnam.
Vi ankom til Pakbeng efter 10 timer på floden; en LANG tur. Det var blevet mørkt og det viste sig at være umuligt at få Minsken af båden. Den tørre tid gør at Mekong er næsten ti meter under maksimum niveau. Motorcyklen måtte blive ombord til næste morgen og vi skulle finde ud af, hvad vores plan nu var. Ville vi sejle videre (endnu 10 timer på floden), eller ville vi forsøge at køre mange hundrede kilometer igennem jordveje belagt med sand? Vi tog den sikre mulighed og faldt i søvn på vores fine flamingomadras senge!
Næste morgen kom jeg tidligt ned til floden, for at arrangere med Minsken. Vi måtte nemlig ikke sejle videre med samme båd og skulle derfor have den af og over på en anden. Bøvl og ballade......Det endte med, at vi som eneste turister fik lov til at sejle videre med samme bår. Og det var alletiders. Ombord var der denne dag kun os tre, en munk og tre bådfolk. Meget mere afslappende (og meget mere plads til at sove), end dagen forinden.
Igen efter ti timer og i mørke, ankom vi til vores mål, denne gang Huay Xai. Grænsebyen til Thailand, placeret lige midt i den berygtede "Golden Triangle" , kendt for sin enorme produktion af valmuer.