Husbåd i Halong Bay. Mange mennesker bor på denne måde herude; hele landsbyer ligger sådan. Nogle har endda flydende skole..
Lykkelig tilbage i elskede Hanoi. Farfar får krabber ved Dong Xuan Market.
Ja sådan kan det så gå, hvis man tager på guided tour lidt for meget, hehe.
De sidste dage sammen. Skøn frokost ved White Silk Lake, efterfuldt af den sidste Minsktur rundt om West Lake; snøft.
Farmor er meget ked af det, for nu skal Farfar ned til Mr. Hung, med hendes elskede Minsk

En ældre dame på marked, der laver tasker af snor.
Mændene...Emil og Farfar med appelsiner og "Muh"
Efter nogle afslappende dage i Hanoi, gik turen videre til Halong Bay. Fordi vi har "vinter" i Vietnam for tiden, ville det være for koldt at sove på Mr. Lap's båd. Istedet valgte vi en guided tour-pakke, så vi kunne sove varmt om natten. FORFÆRDELIGT!!!!!!!! At føle sig som et stykke kvæg, der bliver gennet afsted, er ikke lige min forestilling om eventyr. Hundredevis af stakkels turister ser Halong Bay på den måde. "Now we discover cave", som guiden sagde. Jo tak; sammen med tusind andre stakler, der fornemmer at dette ikke helt lever op til deres idylliske forestilling om adventure i Halong Bay. Men hvad kan man forvente for 32 dollars? Tre måltider, retur bustur og een overnatning på båden.
Men det er stadig smukt i Halong bugten, det kan ingen ændre ved. Problemet er bare, at Vietnam ikke helt er instillet på hvad turister gerne vil. Klokken halv ni om aftenen, stod besætningen (bestående af en kvinde og fire-fem mand), i nattøj og begyndte at rede op til at skulle sove........Der hvor vi sad og drak en aftenøl!!!!Hvad sker der??? Guiden prøvede (alt for meget!), at være guide og komme informationer (som regel bestående af retoriske spørgsmål af arten: "Why do we discover cave....?), men det var bare generelt irriterende.
Heldigvis kunne vi grine af det (for det meste) og vejret var vidunderligt i Halong.

Turen går videre. Farmor og Farfar i de øde bjerge omkring Cao Bang i nord-øst Vietnam.
Vores daglige ritual. Trangiaen skulle være i brug mindst een gang om dagen. Her får vi en velfortjent kop kaffe og vingummispunk.
Superlækker frokost.
De fire på tur til marked.
Bønner, gryn og linser.

Emil sammen med Farmor og Farfar. En af mange (røv) pauser, som er ret nødvendige på den slags ture. Her skal de have et æble som Farfar skal snitte med sin kniv. Knægten kan sagtens spise tre af dem i streg!
Den lille mand og endnu en pause. Emils foretrukne beskæftigelse er at sparke til noget jord eller at kaste med sten, når vi holder pause og han hader altid at komme op på Minsken igen. Men som regel sidder han og synger eller pjatter sammen med Katja.
Ser de ikke bare godt ud alle tre?! Hverdagsrynkerne er væk og eventyrsskæret kommet frem i ansigterne.
Farfar på en tankstation i bjergene. En tank til Honda Wave og en tank til Minsk.
Emil på "luksushotel" i Cao Bang. Det er altid underligt at komme ind til en by, når man er på tur. Hele dagen sidder man og slider i det og kører gennem smukke, øde egne og så kommer man ind til en by. En noget ambivalent følelse som regel. Dog ikke da vi ankom til Cao Bang. Det var på dagen med styrtet og vi trængte bare til et varmt bad og en god seng. De havde badekar........

Her ser man vores guesthouse i Ba Be National Park. Vi troede først at det var et gammelt levn fra franskmændene, men det viste sig at være logi for vagter i parken. Dem var der ingen af nu og hvis vi kunne leve med "udendørs" toilet og ingen bad, var det ikke noget problem.
Her er udsigten fra trappen udenfor vores værelser. Her kunne man sidde i timevis og snakke og kigge på livet på søen. Ingen forstyrrende mennesker eller larm. Dette er virkelig en stor sjældenhed i Vietnam, så vi nyder det meget når det endelig sker.
Vores "restaurant" på pæle og med direkte udsigt til søen og bjergene. Her fik vi lækre måltider, med super betjening. Der var en mand og en kvinde der styrede stedet, men de havde ikke andet at lave, end at sørge for os. Udenfor sæsonen og lidt for langt fra Hanoi til at have den store turisttilstrømning.
Udsigt fra restauranten. Bådene bliver mest brugt til at fragte mennesker og varer til den anden søbred. Vi fejrede nytårsaften i Ba Be, i lyset fra ti stearinlys og med kolde Bia Hanoi og lyden af junglen lige bag os.
Fra Ba Be gik turen videre til Cao Bang. En tur på ca. 120 km. længere mod nord øst. Det havde regnet om natten og vejene var ikke til at stole på. Vi kørte langsomt ind i en lille by og pludselig.........BANG!! Det næste var at vi lå ned. Jeg fattede ikke rigtig hvad der var sket, alt kørte i slowmotion, men da sløret lettede gik det op for mig at vi var styrtet pga. et meget glat hul. Jeg havde prøvet at bremse, hvilket resulterede i at forhjulet gled ud og her lå vi nu på venstre side. Men hvad med Emil og hvad med Katja? Emil havde siddet foran mig, selvfølgelig med selen på, så han og jeg var "koblet" sammen. Han lå lidt under mig og jeg kunne ikke se hans ansigt. Panikken sneg sig helt tæt på. Det kunne ikke ske; det måtte ikke ske! Katja var landet oven på mig og motorcykelen lå på mit ben. Hun løftede Emil op og fik hans hjelm af og konstaterede at han var iorden. Han græd, men kun indtil han fik øje på sit æble som lå længere fremme på vejen. Det var mere vigtig at få det bjerget. LETTELSE.......Han havde slået sit hoved en anelse, men ikke slemt.
Farmor og Farfar var længere bagude, rundt i svinget og jeg tør ikke tænke på hvad der gik igennem deres hoveder, da de så os der. Vi kiggede på hinanden. Alle var OK og kæmpede for ikke lade panikken tage overhånd. Emils hjelm var flækket, min havde et ordenligt hak. Min hånd blødte slemt og knæet og foden havde fået sig en ordenlig een.
Men vi var OK. Emil var allerede ovre ved et vandløb og stod og kiggede på en lille gris. For ham var det måske ikke meget værre end at falde ned fra en stol. Smerten var ihvertfald noget mindre end mange andre fald han har oplevet.
Vi, der kunne overskuet hvor slemme konsekvenserne kunne have været, var rystede.
En lokal man kom hen og spurgte om vi var OK. Han gav mig nogle planter til blødningen på hånden og var hurtigt væk igen. Andre konstaterede vi var iorden og gik videre igen. Livet gik langsomt videre i landsbyen, på en meget beroligende måde.
Efter fire-fem smøger og nogle ordenlig klem og efter at have rettet styret ud, var vi klar til at prøve igen.
Jeg havde nok ikke kørt mere end 20 til 25 km. i timen og sådan fortsatte turen de næste tyve kilometer. Der viste sig at være vejarbejde, så nu skulle vi køre videre på samme slags vej som vi lige var styrtet på; meget ubehageligt for at sige det mildt!!!!
Det tog os alle lang tid at komme ud af den oplevelse, men der skete intet......Heldigvis.

Farmor og farfars hotel; Hanoi Star Hotel. Ti minutters gang fra Ho Giam og midt i en af de mere aktive gader i Hanoi. Hotellet er statsejet, som mange i Vietnam og betjeningen tip top, (hvis man da lige ser bort fra, at de havde glemt reservationen den første aften; velkommen til Vietnam!)
Morgenmad på Com Pho, et typisk gadekøkken lige udenfor Hanoi Star Hotel. Nuddelsuppe (Pho) og pepsicola...
Efter ca. en uge i Hanoi er farmor og farfar klar til den store tur. Allerede anden dag de var her, skulle farfar ud og blære sig på Minsken, så vi lejede en til dem efter tre dage og dermed slap de for "scooter introen". Sidste justeringer på oppakningen inden turen går stik nord i retning af Vietnams nordøstlige bjerge. Planen var at holde nytår i Babe National Park, ca. 240 kilometer nord for Hanoi. I Vietnam er det ikke en afstand man har lyst til at klare på een dag. Gennemsnitsfarten er mellem 30 og 40 km. i timen og trafikken udenfor Hanoi (faktisk 60 km. udenfor) er forfærdelig. Tungen lige i munden og dyb koncentration......Vi overnattede i en lille flække der hedder Cho Moi.
Næste morgen gjorde vi holdt ved en flod og spiste morgenmad. Trangiaen er tændt til kaffe og varme bananbrød; kan man ønske sig noget bedre?
Efter en smuk tur, hvor vi kørte væk fra hovedvejen efter Bac Can, kom vi til Babe. Her holder vi krisemøde omkring overnatning, da vores oprindelige plan ikke levede op til nogens forventninger om guesthouse med udsigt over Babe søen. Ved 3. forsøg og en del køren rundt i parken, fandt vi endelig det vi ledte efter: ingen karaoke og neonlys, ingen andre gæster og udsigt lige ud til søen!

Så kom forældrene. Bia Halida og mango milkshake med solnedgang over Ho Tay (West lake)
Den lille nisse er klar til juleaften. Vi havde købt plastik juletræ i Big C og julepynten var lavet af Katja og Emil. Den brune sovsekulør var også importeret.
Mors første tur på Minsk gennem Hanoi. Temple og Litterature i baggrunden.
Bao Bao kigger bestyrtet til, mens mor gør juleanden klar. Da vi endelig gik igang med dansen og julesangene, må hele gyden have troet at vi var sindsyge!
Emil på tur med farmor og farfar i Temple of Litterature. Han skulle vise dem alle hans steder i Hanoi. Lige om lidt kommer der en mand og siger at han skal komme ned fra den tusindårige skildpadde!